Præsten, forfatteren, foredragsholderen Johannes Møllehave

Den 4. januar 2007 fyldte Johannes Møllehave 70 år.

Det er et stort og mangefacetteret menneske, der blev fejret den dag. Et kæmpestort forfatterskab, omfattende både romaner, erindringsessays, prædikener, læsninger – samt mange tekster til teatre, revyer, tv-revyer, tv-film og hertil - ikke mindst - et utal af foredrag landet over. Gå selv ind og se på bookinghjemmesiderne – temaerne, som Møllehave kan spinde en ende over er utallige. Og se bagest i denne Håndsrækning listen over bøger – som her ikke er tilstræbt at være helt komplet – den er alenlang. Der er vel over et hundrede titler, hvis man tager det hele med.

 

For kort tid siden – i forbindelse med udarbejdelsen af en ny dansk litteraturhistorie – var redaktionsgruppen samlet for at diskutere, hvilke forfattere, der skulle indgå i værket. Dette er sjældent et problem, når det drejer sig om forgangne tider, forfatterne er døde, tiden har bidraget til sorteringen, så man er for det meste næsten enige om, hvem der skal med. Det er straks værre, når det handler om den nyeste tid og de nulevende forfattere. Hvem skal med og hvem udelades? Og så stillede Johannes Møllehaves gode ven, litteraten Niels Birger Wamberg det uartige spørgsmål: Hvem skal skrive om Johannes Møllehave? Det var der virkelig ikke nogen, der havde tænkt sig. Og det affødte en stor diskussion.

Vi må se, om han kommer med i en autoriseret litteraturhistorie?

Og hvad kunne argumenterne være for, at han ikke skulle med? At han er for letbenet? Forfatteren Carsten Jensen klandrede engang Møllehave for at være overfladisk – men Møllehave kan – i lighed med et par af hans yndlingsforfattere, Søren Kierkegaard og Storm P. – finde den rappe replik, der slår tilbage med humor, afvæbning og kraft: Jeg kan berolige Carsten Jensen med, at min overfladiskhed ikke stikker så dybt.

Denne Håndsrækning er en præsentation af Johannes Møllehaves forfatterskab.
Bagest i bogen er der forslag til, hvordan man kan arbejde med Møllehave-tekster i folkeskolens undervisning. Der findes opgaveforslag til børnebøger, til erindringsessays, prædikener og Bibelgendigtninger.

Bogen koster kr. 139,00