Forord

I Folkeskolen handler det virkelig om at holde vandene åbne og ikke spærre eleven inde i det, der lige nu er elevens umiddelbare talent. Lærerne skal kunne pege på en rigdom af faglige ting, der alle sagligt set er vigtige. Eleverne skal have en chance for at tænde på andre forhold, end de umiddelbart er interesseret i. Børn er ikke født med at vide, hvad de interesserer sig for. Det ved de først, når de får mulighed for at tage del i et stof formidlet af fagkyndige lærere. Men måske fylder fagkyn­dig­he­den for lidt, og det pædagogiske for meget i folkeskolen.

(Dr. phil. Hans Fink i Asterisk nr. 4 – 2002)

Dette at blive et menneske er et dannelsesanliggende. Man fødes ikke blot som menneske, men dette at blive menneske - er også en pligt, som forfatteren Graham Greene formulerer det. Og med dette sigtes der til egenskaber som medfølelse og solidaritet.

Man holder skole for at danne sig til menneske først og fremmest. Det vil sige, at det dannelsesmæssige projekt både er et erkendelsesmæssigt og et etisk projekt forstået på den måde, at undervisningen og læringen både skal bibringe eleven erkendelse for så vidt angår vedkommendes indsigt i filosofiske, sociale, psykologiske, faglige og evolutionære anliggender, og viden om, at det handler om mellemmenneskelige relationer. Pædagogik er i videste omfang et spørgsmål om etik.

Og sådan en skole er det, vi har indrettet os med i dag. Og det er det, Lars-Henrik Schmidt i værket Diagnosis mener, når han siger, at Rousseau er blevet reaktualiseret i forbindelse med den senere tids nye folkeskolelov med revisioner, hvilket kan aflæses i formålsparagraffen. Han siger ligefrem, at hvad Rousseau skabte for 250 år siden nu er blevet til virkelighed. Et blik på folkeskolens formålsparagraf viser, hvorledes begreber fra Rousseaus tanker er indfældet i den på en måde, som kan virke overraskende stærkt. Og med konsekvenser, der kan synes chokerende, fordi vi i disse år ser en udvikling, hvor man i debatten forsøger at påvirke samfundet henimod et fokus på individualiteten på bekostning af fællesskabet.

I folkeskolelovens paragraf 1, vil man se, at folkeskolens virksomhed fx bygger på tanken om den enkelte elev i centrum – der tales om elevens egne muligheder. Eleven er ikke en del af en skoleklasse først og fremmest, vedkommende er et unikt og uerstatteligt eksemplar af arten et menneske og har krav på at blive behandlet derefter. Skolens virksomhed skal fremme elevens udvikling. Der tales om alsidighed. Men derudover tales der om ligeværdighed, åndsfrihed og demokrati.

Denne bog handler om dansk i overbygningen, det vil sige, at den først og fremmest henvender sig til lærere, der underviser i dansk i 7. – 9./10. klasse.

Bogen er bygget op på følgende måde:

Det overordnede pædagogisk filosofiske tema er fagligheden og dannelsesbegrebet, som bygger på forståelse. Dernæst følger et kapitel, som beskriver en nøgleforudsætning for dannelse, nemlig læseforståelse og læsekompetence. Siden følger beskrivelser af fagets grunddiscipliner. Inden for den mundtlige del af faget: tekstarbejdet som bestående af arbejdet med skønlitteraturen, sagprosaen og andre udtryksformer, billedpædagogikken. Endelig beskrives det skriftlige arbejde i form af

en beskrivelse af nødvendigheden af at arbejde intenst med det skriftlige udtryk med henblik på at eleverne skal erhverve sig ”godt sprog”.

Bogens appendiks består af fagets formål og slutmål og uddrag af undervisningsvejledningen.

Afslutningsvis gives forslag til teksteksempler på kanonlæsning, ligesom der gives forsigtige bud på, hvorledes man kan arbejde med tekstanalysen i sin undervisning – uden at forfalde til udpenslede og reduktionistiske analysemodeller.

Pris: kr. 139,00
Udkommet oktober 2008